![]() |
||||||||
|
Hvor mange (afviste) asylansøgere bor i Danmark? Hvorfor rejser de asyl-afviste ikke bare hjem? Livsvilkår for de afviste asylansøgere som ikke kan tvangshjemsendes |
Antallet af asylansøgere som kommer til Danmark er faldet drastisk i de seneste år. I 2007 ankom der således 2246 asylansøgere (3) mod mere end 12.000 mennesker tilbage i 2000 (1). De færre flygtninge i Danmark skyldes ikke, som man kunne håbe, at der er blevet færre flygtninge på verdensplan i de sidste fem år. Man må formode det i høj grad skyldes stramningen i dansk asylpraksis, som selvfølgelig rygtes langt udover Danmarks grænser. En væsentlig stramning skete i 2002 da Danmark afskaffede ‘de-facto’ flygtninge status. Dette indebar at flygtninge, som f.eks. er stærkt traumatiserede og oplever stor subjektiv frygt, ikke længere kunne opnå flygtningestatus i Danmark (2). I 2007 modtog Danmark mindre end 200 asylansøgere om måneden (3). Dette kan sammenstilles med f.eks. Sverige, som i 2006 modtog omkring 2.000 asylansøgere om måneden (4) og Norge som modtog omkring 430 asylansøgere om måneden (5). Sidste år (2007) fik 1278 mennesker i alt asyl i Danmark – dette tal inkluderer bl.a. kvoteflygtninge, konventions og B-status-flygtninge, og asylansøgere som fik humanitær opholdstilladelse. Inkluderet er også 308 irakiske tolke der fik asyl (3). Hvor mange (afviste) asylansøgere bor i Danmark? Der sidder lige
nu (ultimo juni 2008) omkring 1731mennesker på asylcentre rundt
omkring i Danmark, heraf er 396 børn (15).
Deres gennemsnitlige opholdstid har været på 1115 dage,
dvs over tre år -- en stigning fra godt 10 måneder i 2001
(10). Lige nu har 102 børn været i asylcentrene i mere end 3 år (15) og nogle endda op til 8 år (12). Heraf kan sluttes* at omkring 450 - 500 mennesker har siddet i centrene i mere end 3 år. Mange af de asylafviste i udsendelsesposition bor på udsendelsescentrene Avnstrup (Roskilde) og Sandholm (Birkerød) og er på motivationsfremmende foranstaltninger som bl.a. inkluderer ugentlig meldepligt til politiet og kostpengeordning. Ideen med de motivationsfremmende foranstaltninger er at motivere den afviste asylansøger til at rejse tilbage, nu han/hun ikke kan tvangsudsendes, ofte pga af usikre forhold i hjemlandet. Men i realiteten forårsager de motivationsfremmende foranstaltninger primært en forværring af den asylafvistes levevilkår i Danmark. Hvorfor
rejser de ikke bare hjem?
Årsagerne til at Rigspolitiet ikke kan tvangshjemsende visse befolkningsgrupper varierer fra land til land (9):
Livsvilkår
for de afviste asylansøgere som ikke kan tvangshjemsendes Mange flytninger betyder bl.a. at børnene “har færre muligheder for at få varige venskaber med jævnaldrende børn og med andre voksne end deres forældre.” (11, s. 10). Det betyder igen at børnene er afhængige af deres forældre og søskende mht. at lære almindelige sociale regler og praksis. Og dette er fatalt. For ventetiden ødelægger mange af forældrenes evne til at tage sig af deres børn. Asylafviste
bliver syge af ventetiden I SFI rapporten observerede man, at blandt 13 af 14 familier som havde boet på centre i mere end to år var der fysiske og psykiske lidelser hos forældre med brug af psykofarmaka og/eller smertestillende medicin (11). At man derudover sætter de afviste asylansøgere som ikke vil rejse ‘frivilligt’ på motivationsfremmende foranstaltninger, pålægger disse familier yderligere stress (10). Hvad
laver de afviste asylansøgere? For når man er afvist asylansøger må man ikke arbejde. Der er mange eksempler på unge mennesker over 16 år som intet laver – de har nemlig ikke mulighed for at uddanne sig og de må ikke komme i praktik. De går og spilder livet. Og så følger man med i hvilken familie, der nu er blevet tvangshjemsendt på asylcenteret. Tvangshjemsendelser Desuden har rigspolitiet siden slutningen af juli 2006 tvangshjemsendt en stor gruppe mennesker fra Kosovo, som havde været i Danmark nogle gange seks år. Tvangs-hjemsendelser til Kosovo blev da mulige, da FN flygtningeorganisationen UNHCR i juni 2006 publicerede en statusrapport, hvori der stod at visse befolkningsgrupper såvel som kronisk syge ikke længere behøver beskyttelse af det internationale samfund. Det vi fik fortalt fra beboerne i forbindelse med tvangshjemsendelser var, at typisk vækkedes en familie af politiet tidligt om morgenen og fik 15 minutter at pakke i. Senere er man begyndt at frihedsberøve et familiemedlem, for at sikre sig at familien ikke ‘går under jorden,’ indtil rejsepapirer er i orden. Et
eksempel på hvor meget systemet pressede på mht tvangshjemsendelser
er at en kørestolsbrugende 76-årige kvinde (Kosovo-albaner)
på Avnstrup blev hentet af seks politibetjente i midten af september
2006 for at sættes i Sandholmlejrens fængsel, indtil hun kunne
tvangshjemsendes. Hun kom hurtigt tilbage på Avnstrup og er nu blevet
tvangshjemsendt med hendes søn og familie, som var tilbage på Avnstrup. IKilder |
"Og
hjertet er sort" |
||||||